Man skal være optimistisk anlagt, hvis man trækker Skatteministeriet i retten.

Nye tal viser, at ministeriet vinder over borgeren i 92 ud af 100 sager.

Sådan var det i 2024, da alle sager var talt op på tværs af alle tre instanser: byret, landsret og Højesteret.

»Det er David mod Goliat,« lyder det enslydende fra juraprofessorerne Frederik Waage og Michael Gøtze.

I 2023 var medholdsprocenten på 93 procent i ministeriets favør. De foregående år var billedet nogenlunde det samme.

»Det er et virkelig højt tal. Der er tale om meget ulige forhold, når borgeren må gå hjem som taber i ni ud af ti sager,« siger Michael Gøtze, Københavns Universitet.

Han mener, at det er »et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke borgeren har et sted at gå hen med sin sag, fordi kampen rent juridisk synes at være tabt på forhånd«.

Ifølge tidligere Venstre-skatteminister Karsten Lauritzen er uligheden indbygget i retssagerne fra begyndelsen af.

»Når Skatteministeriet vinder ni ud af ti sager, skyldes det ikke, at Kammeradvokaten er et juridisk supervåben, men at Skatteministeriet har ubegrænsede ressourcer og en slags insiderviden om egne regler og processer. Det kan ingen private borgere matche,« siger Karsten Lauritzen, nu direktør for interesseorganisationen Danske Advokater.

Kammeradvokaten er Skatteministeriets faste advokat.

Også ekspertgruppen, der i december kom med anbefalinger til et muligt opgør med kammeradvokatordningen, er faldet over den høje medholdsprocent i statens favør, fordi det skæpper godt i statskassen, når Skatteministeriet næsten altid får ret.

Retssikkerhed har ekspertgruppen ikke beskæftiget sig med.

Domstolene tøver med at udfordre Skat

Ifølge juraprofessorerne Frederik Waage og Michael Gøtze, der begge har arbejdet som dommere, er borgerne imidlertid også af andre grunde bagud på point, når de står ansigt til ansigt med Skatteministeriet og Kammeradvokaten i retten.

Domstolene er ifølge de to professorer som udgangspunkt tilbageholdende med at udfordre staten.

»Staten kommer med en vis troværdighed og et stort vidensoverskud. Det er en indarbejdet del af dommerjobbet, at man i vidt omfang har respekt for myndighedernes skøn,« siger Michael Gøtze.

»Hvis det ser fornuftigt ud, så giver man medhold. Der skal virkelig noget til, før at en domstol vil gøre sig klogere end en myndighed,« siger han.

Ifølge Michael Gøtze gælder den tankegang især skattemyndigheder.

»Kammeradvokaten inviterer helt standardmæssigt i retten også til, at domstolen klapper hesten og tager den forsigtige vej, hvad der er til myndighedens fordel,« siger Michael Gøtze.

Hvor langt domstolene kan være villige til at gå, illustrerer en skattesag, som Berlingske omtalte i 2021.

Skat havde truffet en afgørelse med tilbagevirkende kraft, og både ægteparrets og Skatteministeriets advokat var enige om, at afgørelsen »savnede lovhjemmel« og var ugyldig.

Alligevel nåede dommerne i Retten i Svendborg frem til, at afgørelsen var gyldig. Dommerne begrundede det med, at det offentlige må formodes at træffe »mangelfri« afgørelser.

»Borgeren er oftest bagud fra start«

Ifølge Frederik Waage er »det meget op ad bakke« for borgerne i retten i skattesager, fordi der typisk ligger en afgørelse fra skattemyndighederne og Landsskatteretten.

Han peger på, at mens få dommere har en skattefaglig baggrund, så er det tilfældet for dommerne i Landsskatteretten

Derfor er det ifølge Frederik Waage »meget naturligt, at der skal noget til, før at man som almindelig dommer vælter deres afgørelse«, og det betyder, at man som borger »er bagud på point«.

»Det er en af de væsentligste årsager til, at borgerne i så stort omfang taber til Skatteministeriet,« siger Frederik Waage.

Ifølge Frederik Waage skaber dommernes manglende ekspertise på skatteområdet et afhængighedsforhold til Kammeradvokaten.

Det skyldes, forklarer han, at dommerne i skattesager i høj grad støtter sig til Kammeradvokatens processkrifter, fordi de er så gennemarbejdede.

»Min erfaring fra domsskrivning i landsretten var, at Kammeradvokatens indlæg ofte var afgørende for, at man overhovedet kunne skrive en ordentlig dom,« siger han og tilføjer.

»Dermed ikke sagt, at det er umuligt for borgeren at trænge igennem med argumenter. Borgeren er oftest bare bagud fra start.«

Frederik Waage var i en periode landsdommer i Østre Landsret. Herfra lyder det fra landsretspræsident Carsten Kristian Vollmer:

»Jeg er ikke bekendt med, hvor mange skattesager Frederik Waage deltog i, da han var konstitueret som dommer her ved landsretten i en periode tilbage i 2022/2023. Jeg kan imidlertid på ingen måde genkende Frederik Waages beskrivelse af domsskrivningen i landsretten eller hans udsagn om, at borgerne er bagud fra start i skattesagerne. Analysen er efter min opfattelse forkert,« skriver hun.

Kan være gift for borgerne

Ifølge Michael Gøtze er Skatteministeriet formentlig den myndighed, som det er sværest at vinde over.

Særligt i byretten, hvor hovedparten af skattesagerne starter – og for en stor dels vedkommende – også slutter.

»En mere strukturel forklaring kan være, at sagerne oftest begynder i byretterne. De er travle, og de er generalister. De skal kunne det hele.«

»Kombinationen af, at staten har en meget stærk advokat i form af Kammeradvokaten, og at byretterne skal håndtere alle slags sager, kan godt være gift for borgerne,« siger Michael Gøtze.

I 2021 viste en optælling, at Skatteministeriet siden 2014 havde vundet over borgerne i 89 procent af byretssagerne.

Advokatrådets skatteudvalg foreslog derfor, at skattesager samles på få byretter for at få »et skattefagligt miljø«.

»En forkert og forsimplet analyse«

Dommerforeningens formand, Mette Lyster Knudsen, er »på ingen måde enig i, at der skabes et afhængighedsforhold til Kammeradvokaten«.

Hun kan ikke genkende hverken beskrivelsen af betydningen af Kammeradvokatens indlæg i sagerne, eller at sagernes udfald i byretterne skulle have sammenhæng med travlhed eller det forhold, at danske dommere som udgangspunkt er generalister.

Hun kalder det »en forkert og forsimplet analyse« og peger på, at borgeren typisk også er repræsenteret af en advokat med speciale i skattesager.

Den manglende specialisering er ifølge Mette Lyster »ikke uden videre udtryk for, at afgørelserne er forkerte, eller at man ville få andre afgørelser, hvis der var tale om en højere grad af specialisering.«

Netop specialisering er et tema for det såkaldte strukturudvalg, hvor blandt andet Advokatrådet er repræsenteret, påpeger hun.

»Jeg vil derfor tage diskussionen om specialisering i udvalget,« skriver Mette Lyster Knudsen.

»Hvis man ønsker at pelse skatteborgerne«

Ekspertgruppen, der sidste år kom med en række anbefalinger til et muligt opgør med kammeradvokatordningen, nævner blandt risikofaktorerne, at den høje medholdsprocent til Skatteministeriet kan falde.

Det kan udløse et provenutab for staten, hvis niveauet af den juridiske bistand falder ved en udskiftning af Kammeradvokaten med et andet advokatfirma, eller hvis statens selv skal gå i retten.

»Det vil jeg se som noget positivt (altså et tab af provenu, red.),« siger Karsten Lauritzen.

»Hvis man ønsker et samfund, hvor man pelser skatteborgerne, kan der godt være en business case for staten i at hyre advokater – også i større omfang, end man gør i dag. Men man får et samfund, hvor man undergraver tilliden til sig selv, hvis man bøjer sig ned efter den sidste femogtyveøre.«

Han mener, at Skatteministeriet skal hjemtage – altså overtage – en væsentlig del af sagsførelsen ved domstolene fra Kammeradvokaten, frem for at give opgaven til et andet privat advokatfirma.

Det ville – set med hans øjne – formentlig kunne ændre medholdsprocenten i borgernes favør.

»Uanset hvilken ekstern advokat, staten måtte hyre til at føre sine skattesager, kommer der jo et kommercielt hensyn i deres juridiske vurdering. Det kommercielle hensyn ville man ikke have, hvis man selv førte sagerne,« siger Karsten Lauritzen.

»En grov anklage«

Hos Kammeradvokaten svarer managing partner, Jens Bødtcher-Hansen, kontant igen på kritikken.

I en e-mail skriver han, at det »ikke handler om at pelse nogen, men om at sikre, at ingen slipper billigere end andre til skade for fællesskabet«.

»Den høje medholdsprocent vidner netop om, at skattekravene har været berettigede. Ville det ikke være mere retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis Skatteministeriet tabte alle deres sager,« skriver Jens Bødtcher-Hansen.

Han kalder det »en grov anklage« mod Kammeradvokaten og advokatfirmaer, at de tager »kommercielle hensyn i sagsførelsen«.

»Det strider imod de pligter, vi som advokater har til at være loyale og sandfærdige overfor klienten, når vi vurderer, om klienten kan få medhold eller ej. Denne rådgivning må netop ikke bero på, om advokaten kan tjene penge på det, sådan som Karsten Lauritzens udtalelse vel må forstås,« skriver Jens Bødtcher-Hansen.

Flere skatteborgere stævner ministeriet

Trods de pauvre udsigter til at gå af med sejren, hvis man trækker Skatteministeriet i retten, er der ikke desto mindre et voksende antal skatteborgere, der gør forsøget.

I 2024 stævnede over 450 borgere eller virksomheder Skatteministeriet. Det er 60 procent flere end i 2021, viser tal fra Skatteministeriet.

At skatteborgerne overhovedet ulejliger sig med at trække Skatteministeriet i retten, tilskriver juraprofessor Frederik Waage navnlig den ordning for omkostningsgodtgørelse, der er i skattesager.

Det betyder, at borgerne får dækket halvdelen af deres advokatudgifter, hvis de taber.

Dermed er de stillet bedre end i sager, hvor borgeren har fået fri proces.

Michael Gøtze har et andet bud på, hvorfor flere skatteborgere går rettens vej for at forsøge at få ret.

»Det kan skyldes, at tilliden til skattemyndighederne er dalende. Bare se på ejendomsvurderingerne. Man sidder tilbage med et billede af, at der bliver begået noget ordentlige skæverter. Skat betyder meget for mange borgere, og føler man sig uretfærdigt behandlet, så man tager kampen op,« siger Michael Gøtze.

Berlingske har forelagt kritikken for Skatteministeriet. Ministeren har på grund af ferie ikke mulighed for at kommentere kritikken.

Fra jorden kunne man ikke se det.

Men da det elektrisk drevne fly torsdag for første gang landede i Københavns Lufthavn, var det med en særlig gestus, tegnet under maskinen fra den amerikanske producent, Beta Technologies.

Et lille hjerte. 

Adspurgt, om hjertet havde nogen relation til Donald Trump og relationen mellem EU og USA, svarede selskabets omsætningsdirektør, Shawn Hall:

»Det er ment som en gestus til hele Europa om, at vi er glade for at være her«.

Selvom de kommer fra USA, kommer de med fred – må man forstå. 

Det foregik altså med fred og fordragelighed og uden den – for nogle – grimme lugt af brændstof, da det lille testfly, let som en fjer, landede ved Wilhelm Lauritzen-terminalen i Københavns Lufthavn. 

Ingen larmende flymotorer – kun en lille propel og et opladet batteri havde drevet flyet fra Sønderborg til København, hvor flyentusiaster og andre interesserede var mødt op.

»Det er ganske småt – kun med fem sæder, men det er ikke svært at se for sig, at det pludselig kommer med 60 sæder,« sagde den administrerende direktør for Københavns Lufthavn, Christian Poulsen, der, synligt begejstret over det lille fly, efter eget udsagn har »kigget ind i fremtiden«. 

Ambitioner med lange udsigter

Inden det var nået til København, havde det været på en eldrevet rejse gennem Europa. Sidste stop inden København var i Sønderborg. 

Således havde det fløjet 200 kilometer i ét stræk og skulle ende i Norge, der er væsentligt længere fremme med satsningen på emissionsfrie fly. Her skal det indgå i testflyvninger mellem Stavanger og Bergen for CO₂-frie fly.

Det var da heller ikke kun værten selv, altså Københavns Lufthavn med Christian Poulsen i spidsen, der var begejstret over besøget fra USA.

Også transportminister Thomas Danielsen (V) havde fundet tid. Ifølge ham er det eldrevne fly en »potentielt lille revolution« for den måde, vi rejser på i Danmark.

»Jeg tror på elfly, mere, end mange andre gør. Jeg har fulgt det i nogle år nu, og jeg kan se, at det i hvert fald rummer potentiale for noget, der er meget stort. De koster jo stort set ingenting at flyve med. Og helt lavpraktisk, hvorfor skulle elfly ikke overraske positivt, ligesom elbiler og ellastbiler?,« lød det.

Ifølge ministeren har elflyet, der blev fremvist torsdag, en timepris på omkring 17 dollar – eller 108 kroner – for opladning, mens brændstofprisen for et traditionelt fly er 350 dollar – svarende til 2230 kroner.

Adspurgt, hvorfor man med den store begejstring ikke har indskrevet visionerne for de elektriske fly i regeringens grønne luftfartsplan fra 2023, sagde Thomas Danielsen:

»Det vil ikke rigtig give mening at lave udbud til noget, der ikke er kommercielt godkendt, men det skal helt sikkert være med elfly for øje i næste rul. Vi er optaget af nulemissionsflyvninger og ikke så meget af, hvilken teknologi, det er«.

I 2023 indgik regeringen sammen med SF og Enhedslisten aftalen Grøn luftfart. Ambitionen var, at der i 2025 skulle oprettes en indenrigsrute med et fly, der udelukkende fløj på grønt brændstof.

Desuden skal al indenrigsflyvning efter planen være med bæredygtig brændstof inden 2030.

Finansieringen sker gennem passagerafgiften, der har været gældende fra 1. januar i år. 

Det har imidlertid været sværere end som så at få de nødvendige tilladelser til at flyve udelukkende på det grønne brændstof. Derfor så aftalepartierne i foråret sig nødsaget til at skrotte planerne og lave en ny: To fly med 50 procent grønt brændstof. 

Ræsonnementet er, at to fly på 50 procent grønt brændstof udgør den samme klimabesparelse som ét fly på 100 procent grønt brændstof. Både brændstoffet og ræsonnementet er imidlertid blevet kritiseret fra flere sider. 

Indtil videre er flyene stadig i udbud og vil være det frem til 2026 – med mulighed for forlængelse til 2027, hvis ingen springer på.

Næste trin i regeringens grønne luftfartsaftale kommer ifølge ministeren engang i 2027. Han vil dog ikke låse sig fast på, at elektriske fly vil være en del af dette trin.

Til gengæld underskrev han sammen med Sverige og Norge i 2024 en hensigtserklæring om at fremme udviklingen af elektriske fly i Norden. 

Golfudstyr og patienter

Der kan således stadig være lange udsigter til, at man som passager kan sætte sig i et elektrisk fly magen til testversionen fra Beta Technologies og flyve fra København til Bornholm.

Alligevel ser Shawn Hall allerede for sig, hvem det er, der skal gøre brug af den endelige version af flyet, magen til det på landingsbanen i København.

»Den her version er ment til at blive solgt til andre virksomheder. Vores eksempel på kunder er UPS, der vil bruge det til logistik- og fragtløsninger. Vi har også medicinske kunder, som dybest set bruger det som en erstatning for helikoptere. Så bruger de den til at bringe patienter til hospitalet,« forklarer han.

Denne version af flyet kan transportere lidt over 560 kilo gods, og derfor vil der i passagerversionen af flyet med to ekstra store vinduer på siden også være plads til golfudstyr, ski »og hvad man ellers tager med sig«, lyder det fra Shawn Hall.

Således markerede dagen de store ambitioner mellem allierede i kampen mod emissioner. 

Hvad elflyet mere bærer med sig ud over det symbolske hjerte, må tiden vise.

9,9 milliarder kroner. 

Så meget kostede nye EU-regler danske virksomheder sidste år. Nu vil erhvervsminister Morten Bødskov (S) stoppe de blinde og ukendte regninger fra EU med en ny metode, der skal ændre hele EUs måde at lave regler på.

Et tre sider langt dokument, som hidtil mest har cirkuleret mellem regeringerne i København, Warszawa og Nicosia, er udset til at være den danske regerings hemmelige våben mod ny byrdefuld EU-regulering under det danske EU-formandskab.

Og hvis det står til erhvervsministeren, så skal aftalen mellem den polske, danske og cypriotiske regering, forvandles til fast praksis ved al ny regulering fra EU, som påvirker virksomheder eller forbrugere. 

Der mangler ikke eksempler. 

Den bæredygtighedsrapport, som også er gået under forkortelsen CSRD, havde, indtil EU for nogle måneder siden begyndte at pille den fra hinanden, engangsomkostninger for danske virksomheder på i alt 10,5 milliarder kroner og årlige omkostninger på 7,5 milliarder kroner.

EUs datalovgivning, som er lidt ældre, med den mere kendte forkortelse gdpr koster ifølge analyser fra Dansk Industri de danske virksomheder mellem 5 og 11 milliarder kroner årligt.

»Vi er nødt til at få fat om den tiger. Der er kun en vej, og det er at indføre en ny metode til at håndtere spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser af EUs regler og love,« siger erhvervsminister Morten Bødskov, som i disse dage er i Bruxelles som en del af Danmarks formandskab for EU, hvor han deltager i både parlamentshøringer og en stribe andre møder for at få sat gang i arbejdet under det danske formandskab.

Det er på torsdag, at Bødskov for alvor vil begynde arbejdet med at forvandle det papir, som EUs tidligere formandskab Polen, EUs nuværende danske EU-formandskab og det kommende cypriotiske formandskab står bag, til håndfast praksis i EU – også på længere sigt

Draghi-rapport og Omnibus baner vejen

Dokumentet vokser direkte ud af Draghi-rapporten fra september sidste år, hvor den tidligere italienske premierminister og tidligere ECB-chef Mario Draghi præsenterede en dyster analyse af EUs økonomiske fremtid.

Under kommissionsformand Ursula von der Leyen er Draghi-rapporten siden forvandlet til en ambitiøs og omfattende europæisk handlingsplan, den såkaldte Omnibus, der skal få EU-reglerne til at fungere langt bedre og markant styrke EUs konkurrenceevne. 

Målet med papiret fra Bødskov og hans polske og cypriotiske kolleger er netop eksplicit både at reducere byrder og at øge EUs konkurrenceevne i tråd med Draghi-rapporten.

Blandt de konkrete forslag i papiret fra Bødskov og hans kolleger er, at Europa-Kommissionen i langt højere grad skal foretage nationale analyser af omkostningerne ved EU-lovgivning frem for som i dag kun at se på, hvad reguleringen koster på tværs af EU. 

I Danmark var det Erhvervsstyrelsen og altså ikke EU, som stod bag analysen af omkostningerne ved bæredygtighedsrapporteringen, mens det især har været interesseorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv, der har forsøgt at regne på konsekvenserne af eksempelvis datalovgivningen.

Papiret lægger desuden op til, at det europæiske konkurrenceevneråd, COMPET, og dets forskellige arbejdsgrupper får mere end en halv dag til at vurdere ny EU-lovgivning, ligesom dokumentet vil have de erhvervsøkonomiske beregninger opdateret senere i EUs lovgivningsproces.

De tre regeringer, som også kaldes EUs rullende formandskab, ønsker med det fælles dokument også at øge antallet af konsekvensberegninger fra Europa-Kommissionen, og at Kommissionen skal forklare sig, hvis der fra konkurrenceevnerådet rejses kritik af manglende beregninger. 

Desuden rejses der krav om erhvervsøkonomiske konsekvensberegninger, når EU-lovgivning ændres væsentligt. Det kommer heller ikke automatisk i dag. 

»Det er afgørende, at vi laver om i vores måde at gøre tingene på. I dag kan vi se, at når vi modtager et forslag fra Kommissionen, er det kun halvdelen af dem, hvor der er lavet erhvervsøkonomiske vurderinger. Derfor er det ikke for meget at bede om, at lovgivningen bliver vurderet i detaljen. Vurderingerne skal også være meget mere præcise,« siger Morten Bødskov.

At bede Europa-Kommissionen om at lave skøn for de nationale omkostninger af europæisk lovgivning er naturligvis at bede om, at det europæiske bureaukrati vokser sig større. Her ligger ironien.

Heroverfor står hensynet til, at konsekvenserne af europæisk lovgivning bliver langt tydeligere for de nationale politiske systemer, borgerne og virksomhederne. 

Først den ene vej og så den anden vej

I tilfældet med bæredygtighedsrapporten blev CSRD-direktivet oprindelig endelig vedtaget i 2023, og så i 2025 trykkede EU på panikknappen i lyset af kritikken fra erhvervslivet og Draghi-rapporten. At EU-landene så i øvrigt gennemfører direktiver i et forskelligt tempo, så nogen lande som Danmark har betalt startomkostningerne ved bæredygtighedsrapporteringen, mens andre ikke har, gør bare hele situationen endnu mere uholdbar.

Morten Bødskov siger i dag, at den danske regering skal stræbe efter at implementere EU-love på en måde, så virksomhederne kan håndtere omkostningerne.

»Vores klare udgangspunkt er minimumsimplementering. Det nye er, at vi på nogle områder, for at være helt ærlig, tager høvlen frem og skærer ned på byrderne fra selve EU-reguleringen. Starten på det var, at et bredt flertal i folketinget i april udskød bæredygtighedsrapporteringen for op mod 2.000 virksomheder med to år,« siger Morten Bødskov. 

Erhvervsministeriet præsenterede kort før sommerferien en redegørelse om udviklingen i de byrder, som dansk og europæisk lovgivning påfører virksomhederne. 

Redegørelsen viste, at erhvervslivet blev pålagt ekstra byrder for 9,9 milliarder kroner alene i 2024, især som en konsekvens af bæredygtighedsrapporteringen. EU-reguleringen udgjorde 9,7 milliarder kroner eller knap 98 procent af de nye byrder, omend det naturligvis hører med til historien, at den danske regering oftest har støttet og stemt for den lovgivning, som rammer Danmark fra EU.

Dansk Industri (DI) hilser naturligvis indholdet i dokumentet fra Polen, Danmark og Cypern velkommen, men rejser samtidig en advarende pegefinger.

Går regeringen langt nok?

»Byrderne på erhvervslivet er et reelt problem. Det er godt, at vi går fra skåltaler om byrder og bureaukrati til, at vi indser, at det er et alvorligt problem,« siger Emil Fannike Kiær, som er erhvervs- og medlemsdirektør i DI.

»Skal man være kritisk over for indholdet af papiret, så er det, at det igen er hensigter og erklæringer. Det, der er brug for, er, at der handles i forhold til den konkrete lovgivning. Det er også det, der er svært politisk,« siger Emil Fannike Kiær, som slår fast, at det er et vigtigt fremskridt, at der bliver udarbejdet bedre konsekvensberegninger af EU-lovgivning. 

En ny metode, som skal kaste lys over, hvordan konsekvenserne for forbrugere og virksomheder af dyr EU-regulering, er altså ifølge erhvervsorganisationen et fremskridt. 

Men allerede her kan debatten starte om, hvorvidt Bødskov og den danske regering går tilstrækkelig langt.

I en høring i Europa-Parlamentet tirsdag sagde Morten Bødskov, at han støtter forenkling, men ikke deregulering. Kernen i det synspunkt er, at eksempelvis bæredygtighedsreguleringen og dataforordningen ikke skal fjernes, men blot forenkles. I praksis kan det imidlertid være svært at sige, hvornår noget er forenkling og noget er deregulering. 

Christian Frigast, som både er formand for kapitalfonden Axcel, formand for Erhvervslivets Tænketank, og som var formand for regeringsarbejdet med at forenkle erhvervsstøtten, efterlyser stærkere sammenhæng mellem EUs mål og EUs lovgivning:

»Nye regler skal ikke kompromittere EUs overordnede strategiske prioriteter, såsom at styrke europæisk konkurrenceevne. Hvis de gør, må de genovervejes,« mener Frigast.

I sidste uge præsenterede den organisation, der fastsætter antallet af bæredygtighedsmål, som virksomhederne skal rapportere om i deres regnskaber, deres forslag til en revision af CSRD. Oplægget er at skære cirka 66 procent i de over 1.100 datapunkter, som virksomhederne har skullet rapportere om i deres regnskaber. 

»Jeg ser udspillet som forventet – og i den positive ende – i forhold til den markante frasortering og i forhold til mere fokus på koblingen til forretningen. Jeg forventede, at reduktionen ville blive i stil med erhvervsministerens anbefaling til EU om at reducere antallet af datapunkter med 50-75 procent,« siger Christina Kjær, forskningschef i Erhvervslivet Tænketank, som har fulgt arbejdet med udrulningen af bæredygtighedsrapporteringen tæt.

Ministerens budskab om at stå fast på simplificering frem for deregulering må på den måde fortolkes som delvis ideologisk. Alligevel er ministeren under angreb.

Henrik Dahl (LA), som er medlem af Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, er ligesom Dansk Industri meget tilfreds med, at det danske EU-formandskab har til hensigt at reducere bureaukrati og bøvl for virksomhederne.

Derfor undrer det Henrik Dahl, at den danske regering mener, at det direktiv, som fra 2028 eller 2029 skal sikre, at virksomhederne ikke bare rapporterer om bæredygtighed, men også forbedrer sig, skal fredes. Direktivet med den indviklede forkortelse CSDDD ønsker både den tyske og franske regering at droppe, men altså ikke Danmark.

»Direktivet, sammen med øvrige rapporteringskrav og krav om tidsregistrering, vurderes at kunne koste Danmark op mod 30 milliarder kroner i BNP årligt fra 2030. Så mit spørgsmål er: Hvorfor ønsker regeringen at frede CSDDD?« siger Henrik Dahl.

»Generelt har regeringen, i mine øjne, sået meget tvivl om, hvor ambitiøs den egentlig vil være på det her område. For før formandskabet sagde Marie Bjerre, at den ville deregulere. I dag hører vi Bødskov understrege, at der blot er tale om simplificering af de eksisterende regler. Det er ikke ligefrem klar tale på så vigtigt et spørgsmål,« siger Henrik Dahl.

Erhvervsminister Morten Bødskov svarer Henrik Dahl, at CSDDD ikke er trådt i kraft endnu, men først træder i kraft om nogle år.

»Vi kommer til at simplificere det. CSDDD-direktivet er ikke undtaget fra debat. Vi må omvendt huske, at vi gerne vil have ansvarlige virksomheder. Men det skal være mere simpelt og mindre i omfang, ligesom vi skal tænke hele arbejdet langt mere digitalt,« siger Morten Bødskov, som slår fast, at der skal ryddes op, men at alt ikke skal rives op fra rode.

»Min pointe er alene den, at simplificering ikke er deregulering. Jeg mener, at målet om, at vi har ansvarlige virksomheder, som tager lønmodtager-, arbejdsgiver- og menneskerettigheder alvorligt, er værd at fastholde. Det er vigtigt, at vi har virksomheder, som vil i front. Det, der er kernen i mit arbejde, er vejen til at nå målene. Det skal være meget lettere at håndtere,« siger ministeren.

Vivino er med egne ord verdens største onlinevinmarked. Virksomheden er især kendt for, at man med et snuptag i lommen kan finde virksomhedens app frem og scanne den vin i supermarkedet, man overvejer at købe.

Men desværre for folkene bag genererer virksomheden ikke overskud endnu. Sidste år bogførte Vivino ApS et underskud på cirka 27 millioner.

Det var dog en markant forbedring i forhold til året før, hvor virksomheden blødte knap 65 millioner kroner.

Og måske netop derfor har rigmanden Klaus Eldrup-Jørgensen nu fået øjnene op for den danske forretning, som beskæftiger 300 mennesker på verdensplan.

Han har således oprettet selskabet Caveau ApS sammen med sin partner Mads Munkholt Ditlevsen, og de to vil nu investere 100 millioner kroner i Vivino, skriver Finans.

»Vivino har et fantastisk godt brand og produkt. Den strategi, der er lagt nu, ser rigtig fornuftig ud. Derfor synes jeg, at det er et godt tidspunkt at investere i selskabet nu,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen til mediet.

Klaus Eldrup-Jørgensen er ifølge Økonomisk Ugebrev Danmarks 36. rigeste, og han havde i 2024 en formue på 5,6 milliarder.

Selv ejer han lagt størstedelen af det selskab, som nu vil investere i Vivino, der i 2024 havde en negativ egenkapital på næsten 380 millioner.

Rigmanden er især kendt for sammen med sin bror at stå bag virksomheden Trackman med sin bror Morten Eldrup-Jørgensen. Virksomheden, som sidste år tjente 417 millioner kroner, står bag et radarsystem, der primært bruges til golf.

Nogle af landets største podcastsucceser gemmer sig bag Podimos betalingsmur. Mads Steffensens monopol »Mads og A-holdet«, Maria Jencels »112 for knuste hjerter« og Ditte Okmans sladdermagasin »Det, vi taler om«.

Men til denne dag er det endnu ikke lykkedes Podimo at skabe sorte tal på bundlinjen, og det sætter et netop offentliggjort regnskab to streger under.

Det skriver Mediawatch, som kan fortælle, at Podimos underskud er vokset 34 procent fra 2023 til 2024, hvor det nu lyder på 473 millioner kroner efter skat.

Det er dermed podcast- og lydbogstjenestens hidtil største underskud, som i løbet af alle fem regnskabsår er løbet op i 1,3 milliarder kroner.

Indholdsdirektør, Nikolaj Koppel, sagde i februar til Mediawatch, at han forventer, at Podimo tjener penge på alle sine markeder i begyndelsen af 2026. 

Podimo har siden stiftelsen i 2019 fået store investeringer fra blandt andet investeringsfondene 83North og Heartcore Capital samt Augustinus Fonden.

Investeringerne er løbet op i mere end halvanden milliard kroner.

Så sent som i maj skrev Mediawatch, at Podimo endnu en gang fik skudt mere kapital i virksomheden – omkring 15 millioner kroner. Man ville dog ikke ud med, hvem af de eksisterende aktionærer, der havde investeret yderligere.

Helt med vilje

Podimo producerer originalt indhold, ligesom de distribuerer podcast og lydbøger, andre har lavet.

Forretningsmodellen minder om Netflix, hvor brugerne betaler for at få adgang til en bred vifte af indhold.

Øverst på listen over populære programmer ligger blandt andre samtalepodcasten »Her går det godt« med Esben Bjerre og Peter Falktoft samt kriminalmagasinet »Panser« med tidligere narkobetjent René Dahl Andersen og journalist Peter Graae.

Selvom regnskabet viser underskud, er det ikke længe siden, at Podimo kunne fejre en milepæl, man i virksomheden havde arbejdet frem mod længe.

Én million betalende abonnenter på tværs af Podimos syv markeder.

Den danske virksomhed er til stede i Mexico, Finland, Tyskland, Norge, Spanien og Holland.

Så sent som i februar forklarede administrerende direktør, Morten Strunge, at der ikke var panik på Podimo over de røde tal på bundlinjen.

»Vores forretningsmodel har været, at vi ville levere et stort udbud af kvalitet fra dag ét på alle markeder. Det indebærer nogle relativt hårde omkostninger i etableringsfasen, så profitabiliteten kommer efterfølgende,« sagde Morten Strunge.

Her forklarede han også, at Podimo med stor sandsynlighed måtte ud at hente flere investeringer – for at øge væksten, ikke for at overleve.

Dengang fortalte Morten Strunge til Børsen, at det ikke har været planen at opnå en stor abonnentskare for derefter at sælge Podimo videre, som iværksætteren flere gange har gjort det med teleselskaber.

»Vi har heller ikke nogle aktuelle planer om at sælge. Personligt drømmer jeg mere om en børsnotering. Men vi har jo aktionærer i ejerkredsen, som på et eller andet tidspunkt skal have et afkast på deres investering.«

Er det noget, I kan love jeres aktionærer i den nærmeste fremtid?

»Nej, det har de heller ikke bedt om. Aktionærerne er glade, det har de vist igen og igen ved fortsat at investere i os. Og vi har leveret i forhold til de målsætninger, vi har haft,« sagde han.

»Ja …« siger André Rogaczewski med en undren i stemmen. Som om spørgsmålet sætter gang i en mindre selvransagelse.

Normalt falder svarene fra Netcompany-stifteren ellers prompte, og de ebber ofte ud i noget med behovet for banebrydende digitale løsninger.

Men på spørgsmålet om, hvorfor den børsnoterede danske techvirksomhed egentlig har valgt at være et europæisk selskab, skal han tænke sig om.

»Det er en 25 år gammel virksomhed, og hvis du spørger, hvorfor vi ikke tog til USA, da vi rundede 80 mennesker, så ved jeg det da ved gud heller ikke,« siger han og slår en latter op helt nede fra mellemgulvet.

»Så tror jeg, vi havde været lidt større, end vi er i dag.«

At det ikke er sådan, handler nok lige dele om tilfældighed og stædighed, forklarer André Rogaczewski. Men han fortryder ikke noget.

»Jeg vil kæmpe for Europa, og det er faktisk muligt. Jeg elsker det her kontinent og det her land. Prøv lige at se dig omkring …«

Den 57-årige topchef sidder solbrun med nedknappet skjorte og misser med øjnene foran en solbeskinnet café på en propfyldt Allinge Havn.

Interviewet, der finder sted under årets folkemøde på Bornholm, kredser om samme emne – der også tydeligt er blevet den største dagsorden på Folkemødet:

Hvordan danske virksomheder skal navigere i den nye geopolitiske usikkerhed, der er blevet virkeligheden efter det transatlantiske tillidsbrud.

For Donald Trumps handelskrig har skabt enorm utryghed omkring Danmarks største handelspartner i en tid, hvor EU i forvejen halter gevaldigt efter stormagterne USA og Kina på konkurrenceevnen.

Men den dystre situation rummer faktisk muligheder for en virksomhed som Netcompany, siger André Rogaczewski.

Det skyldes særligt, at den store afhængighed af amerikansk Big Tech har skabt bekymringer i Bruxelles og omegn.

»Selvfølgelig skaber situationen muligheder for os. Vi er en europæisk virksomhed med en europæisk strategi, og for os er det en god ting, at Europa vil digitalisere yderligere og komme frem i det kapløb.«

André Rogaczewski drømmer om at gøre Netcompany til en europæisk techgigant.

Men vejen, han skitserer, er langtfra snorlige.

Tiden for europæiske techgiganter?

Selvom Danmark hurtigt kan blive en lille lus, når giganterne bekriger hinanden med handelsbarrierer, er André Rogaczewski grundlæggende fortrøstningsfuld på virksomhedernes vegne.

Som kloge hoveder har påpeget, går virksomheder og stater formentlig en tid i møde med skærpede interessesfærer og en mere transaktionel, noget-for-noget økonomi.

»Dét tror jeg faktisk, at mange danske virksomheder – selvom at, hey, det er ikke nemt – er bedre forberedt på, end vi tror.«

Hvad baserer du det på?

»Vi er en nation, der har været gode til at forarbejde og berige ting. Samle og sende videre. Vi har været kreative og gode handelsfolk. Når noget forandrer sig, og ting bliver dyrere, så flytter danske virksomheder produktion og marked. Vi er fleksible og hurtige.«

Men ifølge André Rogaczewski er der særligt ét område – som selvsagt ligger ham på sinde – hvor Danmark, og Europa, er langt bagud, og hvor disse ellers flatterende karakteristika om dansk erhvervsliv kommer til kort.

»Vi har set, at de teknologisk mest innovative vinder. Her har amerikanerne været førende, og kineserne har indhentet dem. Men i Europa har vi bare anvendt teknologi. Vi skal sætte os i førersædet nu, og vi har travlt.«

Som udlagt i den næsten skamciterede Draghi-rapport om EUs konkurrenceevne skyldes efterslæbet over for USA også i allerhøjeste grad forskellen i teknologisk innovation.

Kløften er altovervejende opstået på grund af den håndfuld amerikanske techgiganter, der på få årtier har sat sig på snart sagt hele markedet.

»Og vi er nødt til at skabe vores egne techgiganter nu,« siger André Rogaczewski.

Samme sted som for 20 år siden

Med et driftsoverskud på lidt over én milliard kroner og knap 8.000 ansatte er der endnu langt fra Netcompany til Microsoft’erne i denne verden (Microsoft har et driftsoverskud på godt 700 milliarder kroner og 230.000 ansatte).

Men vinduet for at skabe reel europæisk konkurrence er der, mener André Rogaczewski.

»Europa er bagud på ai, teknologisk infrastruktur og cloud (internetbaserede it-løsninger såsom opbevaring af data, red.). Skal vi have større datacentre? Ja. Skal vi have gigantiske ai-factories? Ja. Det har politikerne også fundet ud af,« siger han.

Herfra bliver en række ting afgørende i forhold til, hvorvidt Europa kan lykkes, må man forstå på topchefen.

Noget handler om virksomhederne selv. Noget andet om samspillet med det politiske system – og dermed om udviklingen af de famøse rammevilkår.

»Vi halter gevaldigt bagefter på applikationssiden, og det er den, der kommer til at afgøre ai-ræset. For i forhold til kunstig intelligens står vi nu samme sted, som vi gjorde med internettet for 20 år siden, hvor Airbnb og Uber ikke var opfundet.«

Sagt med andre ord skal europæiske techvirksomheder som Netcompany være dem, der finder på de hverdagsløsninger, der bringer den kunstige intelligens i spil.

En mission, der langtfra er nem, og som derfor også ifølge André Rogaczewski kommer til at kræve en hel del fra lovgiverne.

Han henviser til, at Europa-Parlamentet sidste år vedtog den såkaldte kunstig intelligensforordning i et første forsøg på at indføre lovgivning på området.

»Når man gør det, skal det gå stærkt. Vi skal kunne leve op til den regulering på to-tre år, ikke ti. Det kræver et tæt samarbejde mellem dem, der regulerer, dem, der bygger, og dem, der bruger det,« siger André Rogaczewski.

»Ellers kommer nogen udefra og bygger det, mens vi sidder og diskuterer.«

En symptomatisk ansættelse

André Rogaczewski har set, hvordan grænserne mellem politik, forretning og den offentlige debat er smeltet en hel del mere sammen – og hvordan alting går markant hurtigere i dag end for år tilbage.

Det stiller også markant flere krav til virksomhederne – særligt på et så reguleret og komplekst marked som det europæiske.

»Vi tror, vi er et videnssamfund, fordi vi er en smule kreative. Det er ikke nok. Vi skal have dyb teknisk indsigt og samtidig forstå lovgivningen. Vi skal være tæt på der, hvor den nye teknologi og de nye juridiske rammer bliver skabt i Europa.«

Et oplagt spørgsmål er, om ikke den nylige ansættelse af den erfarne diplomat Ulrik Vestergaard Knudsen er udtryk for netop den ambition.

I februar ankom han på ryggen af seks år som vicegeneralsekretær i OECD, verdens største økonomiers mellemstatslige organisation, hvor han blandt andet var ansvarlig for digital og teknologisk transformation.

Ulrik Vestergaard Knudsen er således nu toplobbyist, formelt chief corporate affairs officer, i Netcompany.

»Der en europæisk politisk agenda, hvor vi skal præge europæerne i, hvad de politiske løsninger skal være. Der er den type kompetencer vigtige,« siger André Rogaczewski.

Han har et eksempel, der forklarer nødvendigheden af en mand som Ulrik Vestergaard Knudsen.

»I Tyskland er der 16 delstater med 16 lokale lovgivninger og en EU-lovgivning oveni, og de har ikke digital post. Det er en problemstilling, der skal løses på få år. Det kræver den slags kompetencer.«

Netcompany i Saudi-Arabien?

Selvom André Rogaczewski – måske særligt set i lyset af den seneste udvikling – ikke fortryder, at Netcompany i dag ikke står og skræver hen over Atlanten, betyder det ikke, at der ikke er ambitioner udenfor Europa.

For nylig var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afsender på budskabet om, at Danmark, der ikke kan regne med USA som før, ikke kun har råd til at handle med lande, der deler vores værdier.

Derfor vil han og regeringen arbejde på at åbne døre til et marked som Saudi-Arabien, som også Dansk Industri for nylig argumenterede for et tættere samarbejde med – på trods af de ofte fremhævede etiske problematikker.

»Vi går ind i en mere transaktionel tidsalder, og der er jeg på linje med vores regering,« siger André Rogaczewski.

»Det er virkelig godt og rigtigt, at vi har vores europæiske værdier, som vi kæmper for hver dag. Men jeg er også nødt til at sige, at for store europæiske virksomheder handler det nu om at gøre sig relevante og tage markedsandele. Der skal vi ikke være for fine til at handle med nogen.«

I første omgang drømmer Netcompany dog om at blive en »europæisk techgigant«.

»Men nogle af de løsninger, vi laver, kan jo bruges alle steder i verden. Kan man argumentere mod, at digital post er en dårlig idé i noget som helst land? Nej, det kan man ikke. Måske er det en mere demokratiserende foranstaltning,« siger André Rogaczewski.

»Når man har gode danske løsninger, skal man da ikke kimse af at få dem solgt.«

Disse uger er for mange lig med ferie, sol og et afbræk fra jobbet. Sådan burde det i hvert fald være, lyder det fra to af landets største fagforeninger.

Men halvdelen af danskerne arbejder – frivilligt eller ufrivilligt – selvom de officielt har fri.

Det viser en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden YouGov på vegne af rejsebureauet Spies.

Her svarer cirka hver femte, at de ofte må tage arbejdet med på ferie, mens det i alt er 51 procent af de adspurgte, der har arbejdet under en ferie.

Særligt i hovedstadsområdet er tendensen markant, hvor det er 64 procent af de adspurgte, der har arbejdet, på trods af at de havde fri.

Ud over selvstændige er det, ifølge undersøgelsen, funktionæransatte, som arbejder, selvom de er på ferie. Her lyder andelen på 69 procent.

Og det møder kritik fra fagforeningen Djøf, der mener, at det sætter medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde på prøve.

»Helt generelt er det en uskik at arbejde, mens man har ferie. Men vi ved, at rigtig mange gør det alligevel. Man har brug for at holde fri,« siger Sara Vergo, der er formand for Djøf, og peger på, at særligt en ting er årsag til, at arbejdet tages med på ferie.

For det er ifølge Djøf ikke kun af lyst, at eksempelvis mailindbakken besvares fra haven, sommerhuset eller varme himmelstrøg.

»Mange gør det ud fra en opfattelse af, at der er en forventning om, at de skal stå til rådighed. Også selvom de holder ferie – og det er rigtig ærgerligt, for så har de jo ikke ferie,« siger Sara Vergo.

Overbelastning og dårlig trivsel

Hun fortæller, at fagforeningen selv har foretaget en lignende undersøgelse blandt medlemmerne.

Den viser blandt andet at, hver femte har svært ved at sætte grænser for, hvornår de er på arbejde, og hvornår de holder fri.

Og at jobtilfredsheden er lavere hos netop den gruppe, der står til rådighed, selvom kalenderen viser, at de har ferie. 

Hvad er konsekvenserne for eksempelvis jeres medlemmer, hvis de lader sig stå til rådighed ufrivilligt?

»Det er overbelastning. Vores medlemmer arbejder typisk mange timer i forvejen og på alle tider af døgnet og ugen. Så det at give hjernen ordentligt fri er virkelig vigtigt. Men det kan vi desværre se, at alt for få gør,« siger Sara Vergo.

I Djøfs undersøgelse svarer 38 procent, at deres arbejdsplads forventer, at de står til rådighed uden for »normal« arbejdstid.

For cirka to tredjedele af de medlemmer, som står meget til rådighed, har det en negativ indvirkning på deres trivsel, lyder det.

Og det er i sidste ende chefernes ansvar, hvis trivslen sættes over styr, lyder det fra Djøf.

»Der bør være nogle klare retningslinjer og aftaler om, hvornår arbejdsgiverne forventer, at medarbejderne står til rådighed, og hvordan de kompenseres,« siger Sara Vergo og anfører, at 75 procent af fagforeningens medlemmer fortæller, at der netop ikke er klare retningslinjer for, hvornår de skal stå til rådighed.

»Der ligger en stor ledelsesopgave i det her. Der skal sendes et signal om, at når man har ferie, betyder det, at man ikke skal arbejde,« siger Sara Vergo.

Chefer arbejder også i ferien

Også fagforeningen Lederne, der repræsenterer over 135.000 ledere, har undersøgt medlemmernes arbejdsvaner i ferierne.

Her bekræfter fagforeningens undersøgelse, at også et flertal af lederne vælger at arbejde, selvom de har ferie.

Eksempelvis svarer 68 procent af de adspurgte, at der svares på e-mail i ferierne, mens det kun er fem procent, der holder fri »uden at stå til rådighed«.

»Når man har ferie, skal man selvfølgelig forsøge at holde ferie. Det er jo hele formålet. Vi har alle sammen brug for restitution,« siger Kim Melander Jensen, der er politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv.

Hvis medarbejdere og ledere skal arbejde trods ellers aftalt ferie, bør der aftales rammer for, hvordan man som ansat skal stå til rådighed, lyder det fra Kim Melander Jensen.

I repræsenterer en del mennesker, som formentlig har ledelsesansvar. Du siger, at det er vigtigt at holde ferie, men har jeres medlemmer – som så heller ikke holder ferie – ikke et ansvar for at sørge for, at der bliver holdt ferie i deres organisation og blandt deres medarbejdere?

»Jo, absolut. Det er helt sikkert et ansvar for både arbejdsgivere og ledere at få planlagt sådan, at medarbejdere og ledere selv kan holde ferie, så man ikke behøver at skulle stå til rådighed, eller kun i helt særlige tilfælde. Vi har jo også en ferielov, som skal overholdes,« siger Kim Melander Jensen.

En ferielov, der blandt andet tilsiger, at arbejdstagere har ret til 15 dages sammenhængende ferie.

Man må selv sige fra

Spørger man erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer en lang række arbejdsgivere, opfordres der ligeledes til, at medarbejdere »holder ferie, når man har ferie«.

Det fortæller Pernille Taarup, der er fagchef for HR og Ledelse.

»Det virker umiddelbart som høje tal, men det kommer an på, hvad der ligger bag. Det interessante er forventningsafstemningen, som man skal sikre som leder, så man ikke som medarbejder tror, man skal tjekke sin mail, hvis lederen ikke har den forventning,« siger hun.

Djøfs medlemmer oplever, at det er forventningen, og at der ikke forventningsafstemmes. Er det også jeres oplevelse?

»Det har vi ikke noget belæg for at sige. Vi har ikke nogen undersøgelser, der viser det, og hører det ikke fra vores medlemsvirksomheder.«

Men når både I og Djøf er enige om, at medarbejderne skal holde ferie, når de har ferie, er det så problematisk, hvis det ikke sker?

»Ja, men det interessante er at finde ud af, hvorfor man ikke holder ferie. Hvis ikke der er et udtalt ønske fra lederen om, at man er på, skal man også kunne sige fra som medarbejder. Det er den dialog, der skal være,« siger Pernille Taarup.

Også hos Dansk Industri finder man tallet »højt« og mener, at »ferie som udgangspunkt er ferie« – samt at der skal foreligge klare aftaler, hvis ansatte forventes at være tilgængelige.

Det skriver Pernille Tang Raschke, direktør for HR & Organisationsudvikling, i et skriftligt svar.

Adspurgt om, hvorvidt arbejde i ferien er problematisk, skriver hun:

»Jeg tror, resultatet er et udtryk for, hvor fleksibelt manges arbejde er blevet. Arbejde og fritid flyder mere og mere sammen, fordi arbejdspladserne i højere grad rummer en fleksibilitet, der for rigtig mange er til stor gavn, men som nu også lade til at flyde lidt ind i ferien.«

September 2017 var en af de vådeste af sin slags i flere år. Midt på måneden mødtes bestyrelsen i Nykredit til et skæbnesvangert seminar.

Central var Nykredits magtfulde frontfigur, Michael Rasmussen, som dengang agiterede for at sende Danmarks største realkreditkoncern på børsen.

Det nok vigtigste punkt på dagsordenen var derfor en tilkendegivende afstemning om, hvorvidt bestyrelsen ville bakke op.

Hvis Nykredit skulle sendes på børsen, ville det blive en af de største børsnoteringer i Europa det år.

Den ellers foreningsejede koncern havde godt halvandet år forinden annonceret, at man i jagten på ny kapital var nødsaget til at blive børsnoteret.

I tilfælde af endnu en finansiel krise ville ejeren Forenet Kredit ikke kunne gøre hverken fra eller til, og adgangen til aktiemarkedet var derfor helt afgørende.

Men bag de stort opslåede positive planer om en børsnotering gemte sig også en dårlig nyhed for koncernens kunder. Nykredit ville hæve priserne, og det sendte Nykredit ud i en regulær kundestorm.

Det var lykkedes koncernen at tirre sine kunder i en sådan grad, at Nykredit-ansatte i en periode ikke kunne cykle på arbejde i logoprydet tøj. På Facebook opstod en decideret protestgruppe med over 40.000 medlemmer, og Nykredits image røg i kulkælderen.

Allerforrest til at forsvare både prisstigninger og børsplaner stod Michael Rasmussen, der få år forinden var blevet udnævnt til øverste direktør, koncernchef, i Nykredit.

»Det var en nødvendig beslutning,« forklarede Nykredit-bossen til Berlingske under shitstormen i marts 2016.

Men godt et år senere blev et alternativ til en børsnotering født. Ved siden af topchefens brændende ønske om at sende Nykredit på børsen arbejdede ejeren på, hvad der blev kaldt plan B.

Et karikeret mundheld

I den finansielle sektor florerer et mundheld om Michael Rasmussen, som lyder noget i retning af:

Der findes tre slags mennesker. Der er dem, som ikke kan fordrage Michael Rasmussen. Der er dem, som er bange for ham. Og så er der Lasse Nyby.

Underforstået, at han er den eneste, der godt kan lide Michael Rasmussen.

Er du velbevandret i den finansielle sektor, trækker du muligvis lidt på smilebåndet nu. Men er du mere uvidende om, hvordan magten fordeler sig i sektoren, kræver mundheldet en forklaring på, hvem Lasse Nyby er.

Indtil for nylig var han administrerende direktør i den Aalborg-baserede bank Spar Nord.

Men i maj lykkedes Nykredit med en længe ventet overtagelse af Spar Nord, og Lasse Nyby vekslede sin stilling som topchef til titlen som næstformand i Nykredits bestyrelse.

»Spar Nords kultur minder meget om vores, og vi har haft et godt samarbejde med Lasse Nyby,« fortæller Merete Eldrup, bestyrelsesformand i Nykredit siden 2020.

Berlingske har interviewet Merete Eldrup for at tegne et portræt af Michael Rasmussen.

Med opkøbet af Spar Nord er Nykredit nu også ejer af landets tredjestørste bank. Lasse Nyby har offentligt udtalt, at Nykredit Bank bør have som målsætning at blive endnu større, større end Nordea i Danmark og dermed nummer to.

En målsætning, som har vakt harme i det danske banklandskab, og som for alvor cementerer, at Michael Rasmussen har haft en klar strategi. Over ti års skaktræk viser, at manden i spidsen for Nykredit længe har arbejdet på at opbygge et imperium.

Berlingske har talt med over 25 kilder. De færreste har ønsket at udtale sig til citat.

Måske fordi de ikke er Lasse Nyby.

Ét er dog sikkert.

Mens flere aktører i den finansielle sektor ikke ønsker at lægge sig ud med den mand, der i 12 år har stået i spidsen for landets største realkreditkoncern, så har alle kilderne imidlertid en ting til fælles.

De er fuldstændig enige om, at Michael Rasmussen er et af de dygtigste, mest flittige og strategisk tænkende mennesker, den danske finanssektor længe har set.

Hovedpersonen selv har ikke ønsket at medvirke i portrættet. Og Lasse Nyby ønsker ikke at kommentere branchens holdninger til hans relation til Michael Rasmussen.

En dræber af et tv-klip

Michael Rasmussen blev født i 1964. Han voksede op i Ringsted og gik på Haslev Gymnasium, inden han begyndte at læse økonomi på Københavns Universitet.

I 1990 var han færdiguddannet som cand.polit. og fik sit første job i det, der dengang hed Privatbanken. Dermed er Michael Rasmussen en af de første generationer af bankdirektører med en akademisk baggrund.

Privatbanken blev efter en række fusioner i 2000 til, hvad vi i dag kender som Nordea.

Michael Rasmussen er ikke bankdirektørens søn, der er blevet bankdirektør.

At begå sig på de bonede gulve er ikke noget, han har lært fra barnsben af, og måske er det derfor, han til tider fremstår kejtet, siger kilder til Berlingske.

Og brændt barn skyr ilden.

Fortællingen om et uheldigt klip, som rullede hen over fjernsynsskærmene, nogle år inden Michael Rasmussen blev topchef i Nykredit, bliver nævnt af flere.

Under et tv-interview med DR blev Michael Rasmussen spurgt, om han selv holdt for i forbindelse med store besparelser i Nordea.

Og i stedet for at svare gik Michael Rasmussen i stå.

»Øh, den tager vi om, det var en dræber,« fik han sagt efter en pause.

DR gentog spørgsmålet, men valgte alligevel at bringe det uheldige klip.

»Det var ødelæggende for Michael. Han mistede tilliden til pressen,« siger en kilde.

Kilder fortæller enstemmigt, at Michael Rasmussen er sit arbejde. Efter flere år i spidsen for Nykredit kan det være svært at skelne mellem, hvor Michael Rasmussen begynder, og Nykredit stopper.

Til gengæld er det de færreste, der har nogen som helst idé om, hvem der gemmer sig privat bag facaden af slips og jakkesæt. De fleste nævner, at han er gift, bor i Klampenborg og har to døtre. 

Han er et udpræget introvert menneske, der har lært at være ekstrovert, fordi hans stilling kræver det.

»Jeg har altid tænkt, at han må være drevet af noget særligt, hvis han hver evigt eneste dag, han står op, i bund og grund bliver tvunget til at lave noget, han ikke bryder sig om,« siger en kilde om, at Michael Rasmussen med sit topjob er en offentlig person.

»Michael er noget, man ikke ser. Nogle sider vil altid være ukendte.«

Hans formand Merete Eldrup beskriver ham således:

»Michael er enormt strategisk, men på samme tid godt nede i detaljerne. Han har en stor viden. Han har et kontrolgen, men det er ikke kontraproduktivt. Han giver plads og er god til at delegere.«

Perfekt undskyldning for egne ambitioner

Michael Rasmussen steg usædvanligt hurtigt i graderne i Nordea, og i 2011 blev han udnævnt til administrerende direktør i Nordea Danmark.

I knap to år stod han i spidsen for Nordens største bank i Danmark, før han i 2013 blev headhuntet til jobbet som koncernchef i Nykredit.

Det var særligt muligheden for at være ham med flest stjerner på skuldrene, som trak i Michael Rasmussen.

Journalister spekulerede over, hvad der ville komme til at ske med Nykredit under Michael Rasmussens ledelse. Fra manden selv lød det, at han ville følge den lagte strategi.

Men få måneder efter at han første gang satte sine ben i det daværende hovedkontor på Kalvebod Brygge i København, påbegyndte han sin første fyringsrunde.

300 mennesker skulle afskediges. Gruppen af mellemledere havde ifølge den nyudnævnte topchef vokset sig alt for stort. Nykredit skulle skæres til.

Flere af Berlingskes kilder fik tidligt efter hans ansættelse i Nykredit en fornemmelse af, at Michael Rasmussen havde et ønske om, at Nykredit skulle børsnoteres.

Få år efter kom nye kapitalkrav til de største finansielle institutioner, der gjorde det nødvendigt for Nykredit at blive børsnoteret og få adgang til de store private kapitalmarkeder.

»Michael Rasmussen var meget bekymret for kapitalkravene. Men det var også den perfekte undskyldning for hans personlige ambitioner,« siger en kilde.

Merete Eldrup, formand for Nykredit, sad også i bestyrelsen dengang. Hun kan ikke vurdere, om Michael Rasmussen personligt havde en ambition om en børsnotering.

»Jeg tror, at Michael hurtigt så, at vi havde et kapitalproblem i Nykredit, der skulle løses. Derfor arbejdede han på en børsnotering,« siger hun.

Men Nykredit endte aldrig på børsen. Og ifølge flere kilder kan koncernen takke særligt én person for dét.

Nykredit lider af posttraumatisk stress

Michael Rasmussen er langtfra den fødte kommunikatør, siger kilder.

Men Nykredits kommunikationsafdeling har med tiden også skabt et kommunikationsmæssigt Fort Knox, der virker mere som et professionelt bureau end den samfundsaktør, man bryster sig af at være.

Blandt kilderne er der delte meninger om, hvor meget af Michael Rasmussens manglende kommunikation, der skyldes hans væsen og mistilliden til journalister, og hvor meget der skyldes kommunikationsafdelingens ønske om at skærme Nykredit fra kritik.

Blot kan man konstatere, at Nykredit og Michael Rasmussen kommunikerer langt mindre med offentligheden end andre topchefer i finansielle virksomheder af den størrelse.

En kilde nævner, at organisationen lider af en art posttraumatisk stress efter bidragsstormen, hvor kunder rasede, og pressen kastede sig kritisk over koncernen.

Senest har Nykredit på særligt et område forholdt sig særdeles formelt. En sag om brud på hvidvaskreglerne i Nordea i Danmark, som i maj begyndte i Københavns Byret.

Nordea i Danmark er tiltalt for brud på hvidvaskloven mellem 2012 og 2015, og i dele af den periode stod netop Michael Rasmussen i spidsen for banken.

Ingen personer har nogensinde været sigtet i sagen, ej heller Michael Rasmussen.

Men den eneste kommentar, der er sluppet ud om retssagen fra Nykredit, er, at Michael Rasmussen aldrig er blevet personligt kontaktet af myndighederne. Han skal heller ikke vidne i retssagen, der kører frem til sommeren 2026.

Du kommer aldrig tæt på mennesket

Michael Rasmussen bliver omtalt som konfliktsky. I det åbne rum, ansigt til ansigt, har han svært ved konfrontationer. Han kigger sjældent folk i øjnene.

Men bag det konfliktsky gemmer sig et temperament, som særligt kommer til udtryk, hvis man bryder loyaliteten.

Michael Rasmussen sætter sit hold. Han er god til det, siger flere, han hyrer folk med kompetencer, han ikke har selv. Det er en styrke. Se blot på hans direktion.

Blandt andet er koncerndirektørerne David Hellemann og Anders Jensen headhuntet fra Nordea, hvor han også selv kom fra.

Han samler på dygtige mennesker, men hans private natur betyder, at han altid holder folk ud i strakt arm.

»Jeg vil vove den påstand, at ingen er tæt på Michael ud over hans kone. Selv dem, der ser ham hver dag og arbejder tæt sammen med ham, kommer aldrig tæt på mennesket Michael,« siger en kilde.

Bagsiden af, at han sætter sit hold, er, at han har svært ved at acceptere, når folk vælger at forlade det igen. Han husker som en elefant.

Michael Rasmussen er ikke en mand, man lægger sig ud med, forstår man på kilderne. Alligevel fremhæver nogle, at de egentligt godt kan lide ham.

Et forbandet nødvendighedsægteskab

En stor del af Nykredits succes skal findes i en strategi, som Michael Rasmussen lagde få år efter sin tiltrædelse.

»Det er i Michael Rasmussens regeringstid, at strategien 'Winning the Double' blev udviklet, og hvis man kigger på resultatudviklingen siden 2014 også dygtigt eksekveret på,« lyder det fra Lasse Nyby, næstformand i Nykredit.

Nykredit spiller for at vinde på to heste. Sin egen og den, Nykredit har gennem sit ejerskab af Totalkredit. Nykredit samarbejder nemlig med en lang række lokale banker og pengeinstitutter, som formidler boliglån via Totalkredit.

Samarbejdet har dog udviklet sig til, hvad nogen i dag kalder et nødvendighedsægteskab.

I mange år har Nykredit været dybt afhængig af Totalkredit-bankerne til at distribuere sine boliglån til kunderne rundt om i landet. En afhængighed, som har naget Michael Rasmussen, mener kilder, Berlingske har talt med.

Men Totalkredit-bankerne er på den anden side også meget afhængige af Nykredit. Det skyldes blandt andet et koncept kaldet Kundekroner, som er udviklet til dels i Michael Rasmussens hjerne.

På grund af Kundekroner er Totalkredit flere gange blevet kåret til det billigste boliglån.

Derudover har den oprindelige samarbejdsaftale mellem Nykredit og Totalkredit-bankerne betydet, at bankerne får en løbende provision på formidlingen af boliglån i hele lånets løbetid.

En provision, som for bankerne har været en betydelig del af deres samlede indtægter.

Men aftalen betød også, at skulle en bank vælge at forlade Totalkredit-samarbejdet, ville den miste alle fremtidige indtægter på de lån, som den allerede havde formidlet via samarbejdet.

Af samme grund tog konkurrencemyndighederne for over fire år siden en sag op for at undersøge, om Nykredit misbrugte sin dominerende stilling på markedet. Sagen endte sidste år uden en reel afgørelse, fordi Nykredit i stedet gav tilsagn om at løsne grebet i aftalen.

Blandt andet ved at bankerne fremover kan træde ud af samarbejdet uden de store økonomiske konsekvenser.

Det har dog aldrig været en drøm for Nykredit alene at levere produkter til lokale banker. Derfor har der længe været planer om at købe en bank for at få bredere adgang til de danske bankkunder.

»Jeg afslører ingen stor hemmelighed ved at sige, at tanken om at købe Spar Nord ikke er født i forgårs – og heller ikke dagen før i forgårs,« som en kilde siger.

Merete Eldrup bekræfter, at der på den ene side altid har været en overvejelse om at købe en bank, men at man i september sidste år konkret tog første skridt til at lægge et købstilbud på banken.

Med opkøbet får Nykredit-koncernen også den tredjestørste bank i Danmark.

Timingen for opkøbet er ifølge en kilde et udtryk for, at Michael Rasmussen er dygtig til at se igennem kortsigtet støj. Han har tålmodigheden til at vente på, at hans planer krystalliserer sig.

Et opkøb, som krævede de rette betingelser, og som har været timet til perfektion.

Én særlig kvinde var helt afgørende

Umiddelbart så det ud, som om Nykredit i efteråret 2017 var på vej mod en børsnotering.

Størstedelen af Nykredits bestyrelse havde på det skæbnesvangre bestyrelsesseminar i september tilkendegivet, at de ønskede at børsnotere Nykredit.

Men Nykredits ejer Forenet Kredit havde sideløbende arbejdet på, hvad der blev kaldt plan B. Foråret forinden havde pensionsselskabet PFA henvendt sig til foreningen med et godt tilbud.

PFA var villig til at købe en del af ejerens aktieandel i Nykredit i et konsortium sammen med fire andre pensionskasser.

For begge parter var det et interessant tilbud. For pensionskasserne var der udsigt til et stabilt årligt afkast, mens Forenet Kredit havde en interesse i at holde Nykredit på danske hænder.

Frygten var, at udenlandske ejere ville finde det alt for billigt at låne til bolig i Danmark og derfor sætte priserne mere op, hvis Nykredit blev børsnoteret.

Derfor mener flere kilder også, at havde det ikke været for Nina Smith, der dengang var formand for Forenet Kredit og næstformand i Nykredits bestyrelse, var Nykredit endt på børsen.

I stedet takkede Forenet Kredit ja til tilbuddet fra PFA. Resten er historie.

Nina Smith, der er professor ved Københavns Universitet, har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

Merete Eldrup fortæller, at hun selv var en af dem i bestyrelsen i Nykredit, der i begyndelsen hældte mod en børsnotering.

»Men vi landede på en løsning, som passer rigtig godt til Nykredit. Vi har en demokratisk ejer og et bagland, vi skal stå til ansvar for, men også nogle ejere, som kræver et markedskonformt afkast,« siger Merete Eldrup.

Ifølge Michael Demsitz, der er formand for Forenet Kredit og i flere år har siddet i Nykredits bestyrelse, har Michael Rasmussen taget foreningsejerskabet til sig og bruger det aktivt i konkurrencen med de største børsnoterede virksomheder.

»Regnskaberne taler for sig selv, og vi må bare konstatere, at det virker. Michael er dygtig til at drive bank og er strategisk stærk,« udtaler han.

Siden 2014 er Nykredits årsresultat vokset fra knap 600 millioner kroner til 11,7 milliarder kroner i 2024.

Her hersker han med ubegrænset magt

Udtrykket voksenskældud er et, flere af Berlingskes kilder benytter sig af til at beskrive, hvordan Michael Rasmussen til tider giver udtryk for sin frustration med de mange bank- og sparekassedirektører i Totalkredit-samarbejdet.

Ifølge flere kilder er Michael Rasmussen ikke bleg for at udtrykke sine meninger som skideballer, hvis nogle af direktørerne efter hans opfattelse har brudt den loyalitet, der bør være i samarbejdet mellem dem og Nykredit.

Den verbale afklapsning kan ske med en opringning.

»Blandt de lokale pengeinstitutter hersker Michael Rasmussen med nærmest ubegrænset magt,« siger en kilde.

Også på papiret er Michael Rasmussen en magtfuld mand.

Zetland har sammen med de tre forskere Sarah Steinitz, sociolog ved Københavns Universitet, Christoph Ellersgaard, lektor på Copenhagen Business School og Anton Grau, sociolog og lektor ved Roskilde Universitet kortlagt den danske magtelite – de 400 mest magtfulde mennesker i Danmark qua deres netværk.

Michael Rasmussen ligger på plads nummer 53, seks pladser over statsminister Mette Frederiksen (S).

Hans netværk rækker langt ud over den finansielle sektor. I den overraskende ende kan nævnes, at han er en del af Mars og Merkur, som er et netværk for repræsentanter fra forsvaret og erhvervslivet.

Han sidder i VL-gruppe 46, en af de tungeste grupper, med blandt andre Ester Baiget Arnau, topchef i Novozymes, Henrik Andersen, Vestas topchef, Jens Bjørn Andersen, tidligere topchef i DSV, Pandoras topchef, Alexander Lacik og Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri.

Michael Rasmussen er en stolt mand, og så har han tendens til at bære nag.

Kilder, Berlingske har talt med, har oplevet, at Michael Rasmussen af den ene eller anden årsag har lagt dem på is. Stoppet med at tage kontakt i en periode eller helt undgået at tale med dem.

Merete Eldrup har aldrig hørt om, at Michael Rasmussen uddeler verbale skideballer i finanssektoren. Det er af gode grunde ikke noget, hun som hans chef personligt har oplevet, konstaterer hun.

»Det kan sagtens være, at Michael er ærekær. Det kan være bagsiden af en mønt, men forsiden er så, at han ikke er ligeglad med at gøre tingene ordentligt,« siger hun.

Spændt afventes hans næste træk

I Nykredit talte man allerede tidligt efter Michael Rasmussens ankomst om, at der kunne komme et punkt, hvor det kunne lade sig gøre at købe en bank.

»Tanken var, at Nykredit skulle have så stærk en overhånd, at alternativet for partnerne i Totalkredit-samarbejdet var så ringe, at selvom de ville blive sure, så var sandsynligheden for, at de søgte andre samarbejdspartnere end Nykredit minimal,« siger en kilde.

»De betingelser er til stede i dag.«

I mange år har Totalkredit-bankerne ejet kunderelationen og dermed haft et fast greb om både Michael Rasmussen og Nykredit.

Men Nykredit selv har stille og roligt gennem årene fået en stærkere position på markedet.

Og magtbalancen mellem de mange lokale bank- og sparekassedirektører og Nykredit er tippet gevaldigt til Michael Rasmussens side efter Spar Nord-opkøbet.

Også af den grund er lokalbankerne rundt om i landet ved at være godt trætte af Michael Rasmussen og Nykredit.

Gert Jonassen, der i mange år var topchef i Arbejdernes Landsbank, mener, at det er naturligt, at der sker en udvikling i Totalkredit-samarbejdet, som også hans tidligere arbejdsgiver er en del af.

»Jeg forstår udmærket Michaels rejse med at udvikle Nykredit. Jeg ville nok have gjort det samme, når nu realkreditaftalen blev åbnet op. Det er der måske få af de andre Totalkredit-banker, der vil sige, fordi man mener, at han bryder med en holdånd,« siger Gert Jonassen med henvisning til Nykredits tilsagn om mere konkurrence på realkreditmarkedet.

De færreste af de kilder, Berlingske har talt med, forventer dog, at det sidste skaktræk er taget for Michael Rasmussen og Nykredit. Spar Nord-opkøbet var forventet.

Mere interessant er det, hvad der sker bagefter. Hvilken bank bliver den næste?

Spørger man Nykredit-formanden Merete Eldrup, er der umiddelbart hverken en plan A, B, C eller D, der venter forude på at blive eksekveret.

»Vi fokuserer på at få det bedste ud af købet af Spar Nord. Jeg kan selvfølgelig ikke love noget som helst, men opkøbet er ikke første led i en større anlagt plan,« siger hun.

En udtalelse, der umiddelbart er svær helt at tro på ved enden af dette portræt.

Michael Rasmussen er ved at bygge et imperium, et eftermæle, som de fleste i magteliten ville være stolte af at have sit navn på.

Han er en mesterlig strateg, og hvem ved, hvad hans næste træk er. Det ved kun Michael Rasmussen selv.

I Storbritannien lukker de ikoniske pubber på stribe, og den traditionsrige pubkultur frygtes at være ved at dø.

Det er dog ikke, fordi briterne søger væk fra de lokale vandhuller. Det er den britiske regering, der med en række love og tiltag kvæler pubberne, som lukker i hundredvis.

Sådan lyder kritikken fra The British Beer and Pub Association (BBPA), som repræsenterer mere end 20.000 ud af de over 40.000 pubber i Storbritannien.

For det seneste år har 350 pubber måttet dreje nøglen om. Næste år forventes det tal at stige til 378 og betyder, at næsten 6.000 job forsvinder. Siden årtusindskiftet er over 15.000 pubber lukket. 

Det skriver The Guardian. Hvis man tager højde for befolkningsforskellen, ville det svare til, at 1.500 værtshuse lukkede i Danmark.

Brancheorganisationen advarer derfor nu de britiske politikere om udviklingen, som BBPA mener, at den siddende regering, med Keir Starmer i spidsen, bærer skylden for.

Særligt en omdiskuteret erhvervskat, der betyder, at pubberne beskattes af de ofte mondæne ejendomme, de ligger i, betyder, at manges udgifter er steget så voldsomt, at indtægterne ikke kan følge med.

Også en stigning i den britiske mindsteløn, samt øgede ølafgifter og moms, udfordrer pubbernes indtjening, skriver mediet.

Ifølge BBPA betyder momsen og ølafgiften, at hver gang en kunde bruger fire pund på øl, ryger et pund i statskassen. Herefter skal pubberne vel at mærke betale de stigende ejendomsskatter og have deres udgifter til højere lønninger dækket.

Og det pres får pubberne til at lukke.

»For mange er det umuligt at få overskud, hvilket alt for ofte fører til, at pubber slukker lyset for sidste gang,« siger Emma McClarkin, der er administrerende direktør for BBPA.

»Vi ved, at regeringen anerkender pubbernes økonomiske og sociale værdi, og vi beder ikke om særbehandling,« tilføjer hun.

Et tab for den mentale sundhed

Netop pubkulturen, hvor beværtningerne agerer samlingspunkt og har stor social betydning, er dermed under pres.

Lukningerne trækker derfor overskrifter i en række britiske medier. Herunder The Daily Mail.

Her langer den konservative kommentator Tom Utley kraftigt ud efter den britiske regering, som ifølge ham, »påfører maksimal skade på en elsket britisk institution«. Det skal dog tilføjes, at de konservative har haft regeringsmagten i 14 af de 25 år, hvor de mange pubber er lukket. 

Selvom en talsmand for det britiske finansministerium påpeger, at regeringen »kender den vitale betydning af pubber for lokale samfund og økonomien«, mener Tom Utley, at den har en mærkelig måde at vise dette på.

Dels på grund af de høje afgifter, som påføres pubberne, men også fordi skatteindtægterne ifølge regeringen skal bruges til at finansiere en udbygning af landets sundhedsvæsen – NHS – der har været ramt af skandaler om spild og af kritik for at være bureaukratisk og give briterne dårlig behandling.

Her anfører skribenten, at han vil foretrække, at pubberne bestod, da de gavner samfundet mere end det udskældte sundhedssystem.

»Hvad angår mig, har jeg ikke længere det mindste ønske om at redde NHS i dets nuværende ureformerede tilstand. Men for vores mentale sundheds skyld, lad vores pubber være i fred!« lyder det.

I Danmark lukker værtshuse

Ifølge TV 2 ses samme tendens, når det kommer til de danske, brune bodegaer, der særligt lukker i provinsen.

»Der er sket noget med værtshuskulturen, de dør simpelthen ud. Der bliver færre, der går der, og de unge kommer der ikke ofte nok,« har Jesper Bo Jensen, der er fremtidsforsker hos Center for Fremtidsforskning, sagt til mediet.

Også i hovedstaden lukker værtshusene. I 1980erne var der flere end 1.000 værtshuse i København og på Frederiksberg. Det tal var i 2021 faldet til 220 værtshuse, som blev portrætteret i bogen »Stamsteder«.

På blot fire år er 23 af de tilbageværende 220 omtalte værtshuse lukket.

Spøger man Peter Buch Hansen, der er medforfatter til bogen, mener han, at »det er vores kulturarv i Danmark, som langsomt forsvinder«, som han formulerer det over for TV 2.

Jamie Dimon har i snart 20 år stået i spidsen for en af de største amerikanske banker, JPMorgan Chase, og når han taler, bliver der ofte lyttet.

Senest har han under et besøg i den irske hovedstad, Dublin, talt i formanende toner til de europæiske ledere, fordi han ser Europa miste konkurrencekraft og økonomisk betydning.

I talen advarede han ifølge den britiske avis Financial Times de europæiske ledere om, at de har et konkurrenceproblem, og at de er ved at tabe i kapløbet mod de økonomiske stormagter USA og Kina.

Han pegede på, at Europas samlede BNP på 10-15 år er faldet fra at udgøre 90 procent af det amerikanske BNP til nu kun at udgøre 65 procent. 

»Det er ikke godt. I taber,« sagde Dimon torsdag under et arrangement i Dublin, som det irske udenrigsministerium stod bag. 

Set med Jamie Dimons øjne halter de europæiske virksomheder efter på det globale marked.

Han pegede på, at de amerikanske virksomheder er store og succesfulde, men at det i mindre og mindre grad er tilfældet for de europæiske virksomheder.

Skærper tonen

Financial Times konstaterer, at den amerikanske bankboss dermed har skærpet tonen og sit budskab siden april, hvor han på bankens årlige generalforsamling konstaterede, at Europa har nogle alvorlige problemer, der skal fikses, og opfordrede til økonomiske reformer, så økonomierne kan vokse.

Debatten om den svækkede europæiske konkurrencekraft blev for alvor sat på dagsordenen, da den tidligere chef for den europæiske centralbank, Mario Draghi, i efteråret i en opsigtsvækkende rapport satte fingeren på Europas ømme punkt.

Mario Draghi advarede om, at Europas konkurrenceevne er ved at sande til i bøvl og bureaukrati, samtidig med at europæiske virksomheder er under pres fra kinesiske konkurrenter, og Europas position på markedet for avancerede teknologier er aftagende.

Dimon skosede i sin tale også de finansielle markeder for at være blevet for afslappede i forhold til den amerikanske præsident, Donald Trumps, gentagne trusler om at indføre told på udenlandske varer.

Aktiekurserne slår igen rekord efter rekord.

Trump har senest truet med 50 procent told på kobber og 200 procent told på medicinalindustrien samt afgifter målrettet lande som Japan og Sydkorea.